Af Niels Prehn, Direktør, People & Performance A/S
På grund af ændret strategi hos virksomheden Sauer-Danfoss måtte virksomheden lukke en ellers overskudsgivende forretningsenhed i organisationen. Nu stod en større gruppe medarbejdere for at skulle opsiges – medarbejdere, man ellers havde været glade for.
Virksomhedsledelsen besluttede derfor at hjælpe de opsagte medarbejdere ved at tilbyde dem et outplacementforløb. People & Performance havde tidligere trænet Sauer-Danfoss’ ledere i at håndtere større opsigelsesrunder, og vi blev bedt om at forestå et forløb for de opsagte medarbejdere med det formål at klæde dem bedst muligt på til jobsøgningsprocessen.
Første møde
Som konsulent blev jeg mødt af en naturligt nok ærgerlig, men også meget motiveret medarbejdergruppe, som bestod af både funktionærer og timelønnede. Ærgerlige var de på grund af opsigelsen, men dog motiverede for at få lært noget, der kunne bringe dem videre i nyt job.
For nogle var det over 10 år siden, de sidst havde søgt nyt job – for en enkelt var det første gang, han skulle skrive en ansøgning overhovedet. Vi tog derfor arbejdshandskerne på og begyndte med de basale og nødvendige opgaver, der skal løses, når man skal gøre sig ”lækker” over for en kommende arbejdsgiver – herunder at få skrevet den bedst sælgende ansøgning og det mest beskrivende CV. Netop det er en opgave, hvor min erfaring med rekruttering gennem de sidste 10 år, kommer til gode – en erfaring der har givet mig en solid kompetence i at læse CV'er, og derigennem viden om, hvad der generelt bliver set efter, samt hvad der ikke gør sig godt.
Desuden drøftede vi det at få brugt sit netværk strategisk, at sørge for referencer, forberedelse til jobsamtaler og meget andet. Senere viste det sig, at netop arbejdet med referencer og netværk gav gode resultater. En af de opsagte medarbejdere, Stina Mortensen, kontaktede sin tidligere arbejdsgiver DSB for at spørge, om hun måtte bruge dem som reference. Og som Stina senere fortalte: ”… og da jeg ringede, spurgte de mig, om jeg ikke hellere ville have et job.”
Vi vil gerne have mere
Efter det første forløb bad medarbejderne ledelsen om muligheden for at få noget ekstra tid, hvor vi kunne fortsætte det gode arbejde og bl.a. få tid til individuel feedback. Den næste gang vi mødtes blev også brugt til at dele erfaringer: Nogle havde fundet jobannoncer, som de syntes var relevante for deres kolleger, én havde været til en samtale, hvor han på baggrund af den samtaletræning, vi havde gennemført, virkelig havde følt sig godt klædt på - og alle havde arbejdet med deres personlige CV'er, som de fik feedback på.
I job igen
Teamleader Tim Lentz Mortensen blev af Sauer-Danfoss gjort ansvarlig for at lede enheden igennem de sidste måneder, inden der skulle lukkes og slukkes. Da jeg talte med ham nogle måneder efter afslutningen af outplacementforløbet, kunne han heldigvis fortælle mig: ”…at bortset fra nogle få, er alle medarbejderne kommet i nyt job. Og så kan vi jo ikke ønske os mere”.
For mere information om outplacement kontakt Niels Prehn.