Situationsbestemt Ledelse/ Ledermålinger

Hvis virksomhedens medarbejdere ikke er engagerede nok, ikke performer eller kun holder kort tid i jobbet, bør HR-afdelingen og de rekrutteringsansvarlige sætte sig sammen og finde ud af, hvor de fejler. Ikke? I nogle tilfælde kan det være, det løser problemet, men i mange andre tilfælde er det faktisk en helt anden gruppe, der bør kigge sig selv i spejlet. Og de spejle hænger på ledernes kontorer. 

Ifølge en undersøgelse blandt 1.200 HK’ere har 44% prøvet at skifte job for at komme væk fra en dårlig leder, og de fleste mennesker, som på et tidspunkt har haft et job, vil have stiftet bekendtskab med både gode og mindre gode ledere.

Den dårlige nyhed er altså, at der findes mange dårlige ledere. Den gode nyhed er, at ledelse ikke er noget, man enten er god eller dårlig til. Ledelse er ikke, hvad du er – det er, hvad du gør. Og du kan lære at gøre det rigtige.

Den gode leder er en allrounder

Google lavede for nogle år siden et stort analyseprojekt i deres egen organisation, hvor de undersøgte, hvad der definerer en god leder. Konklusionen var, at den gode leder er kendetegnet ved en række ”qualities” – herunder gode coachingevner, evnen til at uddelegere ansvar og gode kommunikationsevner.

De parametre vil givetvis få det til at løbe koldt ned ad ryggen på en lang række ledere, der nok ser sig selv som fagligt dygtige, men som ikke har deres forcer på netop de områder.

Det er for så vidt både helt i orden og ganske forståeligt. Mennesker er forskellige, og hvad man måtte mangle på den ene side, har man givetvis på den anden. Men hvis man ikke selv – og lederens leder heller ikke – er bevidst om manglerne, kan virksomheden stå med et alvorligt problem. For en medarbejder møder jo ”hele pakken” i sit møde med lederen, og hvis manglerne fylder for meget i forhold til styrkerne, kan medarbejderen enten være på vej ned i gear eller på vej væk fra virksomheden.

4 kategorier af lederadfærd

Der er ingen tvivl om, at de nævnte ledelseskvaliteter, som er er identificeret hos Google, også vil være vigtige i forhold til at skabe engagement hos medarbejdere i mange andre virksomheder og organisationer. Vores erfaring og forskning viser, at den gode leder, som formår at engagere medarbejdere og drive forretningsperformance, er kendetegnet ved at kunne udvise den rette lederadfærd indenfor fire overordnede kategorier: Leading, Managing, Structuring og Changing.

Med andre ord er ledelse ikke, hvad du er, men hvad du gør. Ledelsesopgaven er naturligvis afhængig af den konkrete kontekst i den enkelte virksomhed, men vil meget ofte kræve brug af værktøjer fra alle fire kategorier. Hvis man skal kunne navigere mellem de fire adfærdsformer, skal man både kende dem og typisk også have redskaber til at udvikle de områder, hvor man ikke er naturligt stærk.

New Call-to-action